To listen or not to listen. To see… To represent or not represent
Hvad skal kunsten i dag? Hvordan kan kunsten være politisk i dag?
Er det det Stina Nyberg giver et bud på i hendes Shapes of States?
Jeg er på Inkonst i Malmö. Ved et tilfælde er jeg en af få publikummer der får en helt speciel dobbelt mulighed. Jeg kan v.hj. af en enkelt høre telefon vælge om jeg ville høre den synstolkning som finder sted under det meste af danseforestillingen, eller ej. De fleste andre publikummer er seende og har ikke denne mulighed, nogle få er synshæmmede og kan således ikke se hvad der foregår men i stedet høre og mærke/fornemme.
Og hvad var det så vi (jeg) så og hørte?
Jo, staten og medicinen stod overfor hinanden i en slags slåskamp, – en politisk arena var kridtet op. Propagandistiske billeder der kundgjorde at styrke og disciplin skal der til. Væk var det personlige som vi ellers har set og hørt vældigt meget til i danseforestillinger i de sidste mange år. Ingen nøgenhed eller føleri, – kroppe i praktisk kostume i et politisk ærinde, – hyper repræsentation kunne man måske kalde det? Bevægelserne afspejler noget konkret, – bagtæppet illuderer musikken på mickey mousingvis, – der insisteres på betydning. Hvad der kunne opfattes som værende abstrakt, bliver konkret.
Ved at tilføje det synstolkende lag kommer Stina Nyberg hele vejen rundt om sceneforestillingen som event. Pludselig ser vi farvenuancer i de ellers sorte vægge, vores syn dirigeres rundt af talen, som når man har et barn med i teatret og det er optaget af riggen snarere end af forestillingen. Bagved det let gennemsigtige bagtæppe er der også ind imellem action, – forestillingen bølger frem og tilbage mellem det sete, det hørte, det usete. Det forklarede, det usagte. Pludseligt lades alle seende i stikken, – et øjeblik er man som seende i samme position som den synshæmmede der ikke kan se dansen, men som får en fortælling om det skjulte.
Sådan bryder Stina Nyberg formen og formatet og konteksten, på kryds og på tværs. Og når kunsten er i en højere tjeneste, kan man så egentligt ikke danse hvad som helst?
Det hele slutter som et helte-epos. Gruppen har afleveret et statement. En finurlig analyse af samfundets interesse i kropsidealer og folkesundhed.
Noget lign. så jeg måske hos performance duoen Chuck Morris i Dansehallerne et par uger før. Her fik de nærmest rigoristiske bevægelser et rituelt præg. Sammen med publikum skabtes i et meditativt tempo et mønster, en mandala om man vil. Men igen uden føleri, – på en matter-of-fact måde. Gruppen frem for individet?
En tredje forestilling der for nyligt beskæftigede sig med dette var Martin Forsbergs Ultra (spillede i foråret 2016 i Dansehallerne i København og på Dansstationen i Malmö). Ren massebevægelse.
Er den virtuose danserpersonlighed måske ligefrem på vej ud? Er det at løfte i flok, det afpersonaliserede til fordel for fællesskabet den måde dansen i dag kan være politisk? – Ved at sige at den er politisk?
Opløftende var det i hvert fald at se Nybergs dissektion af teatereventen og publikumsgrupperinger og en insisteren på at behandle et så abstrakt emne som folkesundhed.
Men jeg havde jo så altså også dobbelte muligheder.
Jeg så forestillingen 13. April 2016 på Inkonst i Malmö